Halloween – jeg overlevede. Men kun lige!

Så blev det den 1. november, og mens ungerne sikkert synes, at Halloween var en kæmpe succes, sidder jeg her med hovedpine og er fuldstændig smadret. Altså sådan helt ind i knoglerne. Og det værste er næsten, at jeg jo selv har meldt mig til det. Frivilligt! Eller... frivilligt er måske så meget sagt. Jeg er mor. Det er åbenbart en del af jobbeskrivelsen. 😂

For sagen er den, at jeg faktisk ikke bryder mig om Halloween. Overhovedet ikke! Jeg hader uhygge. Jeg gider ikke gyserfilm, uhyggelige overraskelser eller mennesker, der pludselig springer frem fra en busk med en maske på. Jeg er simpelthen en kæmpe kylling, når det kommer til den slags. Og så er det jo helt genialt, at vi har fået en tradition, hvor man skal gå rundt i mørket og risikere at møde alt muligt, der har gjort sig umage for at skræmme livet af én.

Men ungerne elsker det jo. Og så står jeg der igen. Med makeup, udklædning og hele molevitten, klar til at gå ud i mørket sammen med dem. Og det er faktisk lidt komisk, for jeg elsker jo at lave Halloween-makeup. Jeg kan sagtens bruge tid på at få nogen til at ligne en uhyggelig dukke eller noget andet skræmmende. Så længe det er MIG, der står med penslen, og jeg ved, hvad der gemmer sig bag ansigtet, er det skidesjovt. Problemet opstår, når jeg møder andre, der har gjort præcis det samme. 😂

Og så går turen ellers fra hus til hus. Ungerne er begejstrede, og jeg forsøger at se nogenlunde afslappet ud, mens jeg holder øje med alt omkring mig. For hvad nu, hvis der står nogen bag det næste hjørne? Hvad nu, hvis den der figur ved døren ikke er en figur? Og hvorfor fanden skal folk egentlig være SÅ gode til at lave uhyggelige dekorationer?!

Det er jo ikke engang sikkert, der sker noget. Men mit hoved har allerede forestillet sig 117 forskellige scenarier, og ingen af dem er særligt hyggelige. Ungerne går efter slik. Jeg går efter at komme levende hjem. 😂

Og alligevel gør jeg det. År efter år. For når jeg ser, hvor meget ungerne hygger sig, hvor spændte de er, og hvor sjovt de synes, det hele er, så er det jo svært ikke at tage med. Jeg vil gerne være en del af deres oplevelser. Også selvom det betyder, at jeg skal gå rundt og være nervøs for, om nogen pludselig råber BØH lige op i hovedet på mig.

Men så kommer dagen efter. Og der er altså ikke meget Halloween-heltinde over mig i dag. Jeg har hovedpine, er helt færdig og har mest af alt lyst til at gemme mig under en dyne. Om det er alle indtrykkene, spændingen eller bare en lang aften, der har sat sig i kroppen, ved jeg ikke. Men jeg føler mig ærligt talt, som om jeg har været igennem noget langt mere krævende end en tur rundt og samle slik.

Og det er egentlig lidt tankevækkende, hvor meget man nogle gange gør for sine børn, selvom man inderst inde helst ville være fri. Ikke fordi man skal være en eller anden selvopofrende supermor, men fordi deres glæde faktisk betyder noget. Jeg kunne sagtens have siddet hjemme i sofaen med en kop kaffe og ladet andre tage sig af uhyggen. Det ville jeg nok have foretrukket, hvis jeg selv skulle vælge. Men så havde jeg også misset alle deres grin, deres begejstring og de små øjeblikke, hvor man godt kan mærke, at de synes, det er fedt, at mor er med.

Så ja. Jeg overlevede Halloween endnu en gang. Ungerne fik deres oplevelse, og jeg fik endnu en påmindelse om, at min krop åbenbart ikke synes, det er helt så festligt at blive slæbt gennem en aften med uhygge, som børnene gør. I dag er energien brugt op, hovedet banker, og jeg har ikke tænkt mig at lave mere end højst nødvendigt. Det må være en ganske rimelig pris for at have været modig mor i går! 😂

Og næste år? Der står jeg sikkert igen. Sminket, udklædt og med hjertet helt oppe i halsen, mens jeg forsøger at overbevise mig selv om, at der selvfølgelig ikke står en eller anden psykopatisk klovn bag næste hæk.

Er jeg den eneste voksne, der er mere bange til Halloween end børnene? Eller er der andre, der også tager med for ungernes skyld og bagefter skal bruge en hel dag på at komme sig? 😂❤️