Hvorfor er vi så bange for, hvad andre tænker?

Jeg har gået og tænkt over noget igen ... Ja, det er jo efterhånden ikke nogen overraskelse. Min hjerne har åbenbart besluttet sig for, at den skal have fuldtidsarbejde, uanset om jeg har bedt om det eller ej. ?
Men hvorfor fanden går vi egentlig så meget op i, hvad andre mennesker tænker om os?
Altså, jeg kan sagtens sidde og sige, at jeg er ligeglad med, hvad andre mener. At folk må tænke, hvad de vil, og at jeg bare er mig selv. Og det mener jeg faktisk også ... lige indtil nogen siger noget, der rammer mig det forkerte sted. Så kan min hjerne pludselig bruge de næste tre dage på at analysere en enkelt kommentar.
Hvad mente personen egentlig med det? Var det en hentydning? Sagde jeg noget forkert? Burde jeg have svaret anderledes? Og hvorfor sagde jeg ikke bare det der geniale svar, som jeg selvfølgelig først kom i tanke om seks timer senere, mens jeg stod i badet?!
Det er jo fuldstændig åndssvagt! ?
Jeg kan bruge så meget energi på at tænke over, hvad andre mon synes om mig, selvom jeg udmærket godt ved, at de fleste mennesker sikkert har rigeligt at tænke på i deres eget liv. Men alligevel kan en enkelt bemærkning sætte sig fast, mens ti søde kommentarer nærmest ryger direkte ud af den anden side af hovedet.
Og det mærkeligste er, at jeg faktisk godt kan lide mennesker, der tør være sig selv. Dem, der skiller sig lidt ud, siger deres mening, griner højt og ikke undskylder for at være, som de er. Jeg kan sidde og tænke: Hold kæft, hvor er det fedt, at hun bare gør det!
Men når det kommer til mig selv? Så er der åbenbart lige nogle ekstra regler, der skal overholdes.
Jeg skal helst ikke være for meget. Men heller ikke for stille. Jeg skal gerne være sjov, men ikke så sjov, at nogen synes, jeg er åndssvag. Jeg skal turde sige min mening, men helst uden at gøre nogen sure. Og jeg skal selvfølgelig være mig selv ... så længe alle andre synes, det er en passende udgave af mig.
Jamen held og lykke med det projekt! ?
Og jeg tror faktisk, det er noget, mange af os gør uden rigtig at tænke over det. Vi tilpasser os. Holder lidt igen. Tænker os om en ekstra gang, inden vi siger noget. Måske lader vi helt være med at gøre noget, vi egentlig havde lyst til, fordi vi er bange for, hvad andre vil tænke.
Det kan være noget så simpelt som at tage et stykke tøj på, man virkelig godt kan lide. Skrive noget på Facebook. Fortælle om en drøm. Eller kaste sig ud i et projekt, man ikke aner, om bliver til noget.
Og ja, jeg kan da godt afsløre, at tanken også har strejfet mig med den her hjemmeside.
For hvad tænker folk egentlig om, at jeg pludselig har fået den idé, at jeg skal sidde og skrive om mit liv og alle de ting, der foregår oppe i mit hoved?
Tænker de, at jeg er modig? At det er en god idé? Eller tænker de: Hvem fanden tror hun egentlig, hun er? ?
Og det er jo lige præcis det, der er så fjollet. For hvorfor skulle jeg egentlig lade være med at gøre noget, jeg har lyst til, bare fordi nogen måske synes, det er mærkeligt?
Jeg gør jo ikke nogen fortræd ved at skrive mine tanker ned. Folk kan læse med, hvis de har lyst. Og hvis de ikke har, så er der heldigvis en hel masse andre hjemmesider på internettet.
Men det er nemmere sagt end gjort at være ligeglad. For jeg vil jo også gerne kunne lide mig selv, og samtidig vil jeg gerne have, at andre kan lide mig. Og nogle gange kommer de to ting altså lidt på kant med hinanden.
Jeg tror ikke, jeg nogensinde bliver fuldstændig ligeglad med, hvad andre tænker. Og måske behøver jeg heller ikke være det. Det betyder jo også noget for mig, hvordan jeg behandler andre mennesker, og hvordan jeg bliver opfattet af dem, jeg holder af.
Men jeg gad godt blive bedre til at skelne mellem de meninger, der faktisk betyder noget, og dem, jeg bare har givet alt for meget plads i mit hoved.
For hvis jeg skal vente med at gøre ting, til jeg er sikker på, at ingen synes, jeg er mærkelig, dum, pinlig eller for meget, så kommer jeg jo aldrig til at foretage mig noget som helst.
Og helt ærligt ... jeg er snart 40 år. Det ville da være lidt trist at bruge de næste 40 på at forsøge at være en udgave af mig selv, som alle andre kan godkende.
Så måske skal jeg bare øve mig i at gøre de ting, jeg har lyst til. Sige min mening. Grine lidt for højt. Få mine skøre idéer. Og acceptere, at der sikkert vil være nogen, der synes, jeg er lidt mærkelig.
Det har de måske endda ret i. ?
Men jeg vil hellere være lidt mærkelig og være mig selv end bruge resten af livet på at forsøge at passe ind i en eller anden forestilling om, hvordan jeg burde være.
Og nu bliver jeg faktisk nysgerrig ...
Har du nogensinde ladet være med at gøre noget, du virkelig havde lyst til, fordi du var bange for, hvad andre ville tænke? Og hvis du har ... hvad ville du så gøre, hvis du var fuldstændig ligeglad med deres mening? ❤️