Er jeg egentlig en god nok mor?

Jeg har været mor i 12 år, og jeg kan stadig stå i situationer, hvor jeg tænker: Hvad fanden gør jeg nu?
Jeg ved ikke, om det bare er mig, men jeg havde nok forestillet mig, at man på et eller andet tidspunkt ville føle sig lidt mere sikker i rollen som mor. At man med årene fik noget erfaring og efterhånden vidste, hvordan man skulle tackle de forskellige situationer. Men sådan synes jeg altså ikke altid, det fungerer.
For der er virkelig mange gange, hvor jeg bliver i tvivl om mig selv. Om jeg er for streng, for blød, om jeg forventer for meget, eller om jeg måske burde stille flere krav. Og når jeg så har reageret på en eller anden situation, kan jeg bagefter sidde og tænke, om jeg nu også gjorde det rigtige.
Nogle gange bliver jeg sur. Andre gange bliver jeg ked af det. Og indimellem er jeg bare så træt af at skulle være den, der har svaret på alting, når jeg faktisk ikke aner, hvad svaret er.
Og så er det jo, man prøver at snakke med nogen om det.
Men hold nu kæft, hvor kan jeg nogle gange blive træt af de svar, man får.
"Det er helt normalt."
"Jeg har altså haft flere børn end dig."
"Sådan har børn altid været."
Og min personlige favorit: "Bare vent, til de bliver teenagere."
Jamen hvad fanden skal jeg vente på? ? Jeg står jo med noget, jeg synes er svært NU!
Jeg ved da godt, at jeg ikke er den første mor i verdenshistorien, der har haft en konflikt med sit barn. Jeg ved også godt, at andre har prøvet det før mig. Det er jo netop derfor, jeg spørger!
Men nogle gange føles det nærmest, som om man ikke har ret til at synes, noget er svært, fordi en anden har prøvet noget, der var værre.
Og det kan faktisk godt få mig til at holde mund næste gang.
For jeg gider jo heller ikke sidde og føle mig dum, fordi jeg ikke lige kan finde ud af noget, som andre tilsyneladende synes er helt almindeligt.
Det er egentlig lidt mærkeligt. For jeg kan sagtens fortælle andre, at de ikke skal være så hårde ved sig selv. At ingen er perfekte, og at man selvfølgelig kommer til at lave fejl som forælder. Men når det handler om mig selv, så gælder de regler åbenbart ikke helt.
Jeg kan sagtens ligge om aftenen og gennemgå en situation igen og igen. Burde jeg have sagt noget andet? Skulle jeg have ladet den ligge? Var jeg urimelig? Og hvad nu, hvis mit barn går og tænker på det samme?
Jeg tror faktisk, det er noget af det, jeg synes er sværest ved at være mor. Ikke alle de praktiske ting, men det der med aldrig helt at vide, om man gør det rigtige.
For man kan jo ikke bare slå op på side 47 i en eller anden bog og finde svaret. Og selv hvis man kunne, så er børn jo forskellige. Det, der virker på det ene barn, virker ikke nødvendigvis på det andet. Det ved jeg da allerede bare ved at have mine egne to!
Og jeg siger altså ikke, at mødre med voksne børn ikke har noget at lære os andre. Selvfølgelig har de det. Jeg vil faktisk rigtig gerne høre, hvordan andre har gjort, når de har stået i noget lignende.
Men jeg vil gerne have lov til at fortælle færdig først.
Jeg vil gerne kunne sige, at jeg synes, noget er svært, uden at samtalen straks bliver til en konkurrence om, hvem der har haft det hårdest, eller hvem der har flest års erfaring som mor.
Og nogle gange har jeg altså heller ikke brug for et godt råd. Jeg har bare brug for at få sagt højt, at jeg er i tvivl.
Det betyder ikke, at jeg ikke elsker mine børn. Det betyder heller ikke, at jeg går rundt og er ulykkelig over at være mor. Jeg elsker at være deres mor. Men jeg synes fandeme også, det kan være svært indimellem.
Og jeg ville ønske, det var lidt nemmere at sige højt uden at skulle forklare eller forsvare det bagefter.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer til at føle, at jeg har helt styr på det der med at være mor. Måske gør jeg først, når børnene er flyttet hjemmefra. Og så finder jeg sikkert ud af, at jeg heller ikke aner, hvordan man er mor til voksne børn. ?
Men indtil da kunne det altså være rart, hvis vi blev lidt bedre til at høre på hinanden.
Ikke nødvendigvis komme med løsninger. Ikke fortælle, hvor meget værre det bliver. Bare lytte lidt.
For når jeg fortæller, at jeg er usikker på noget som mor, så er det ikke, fordi jeg har brug for at høre, at alle andre har klaret det før mig.
Jeg har brug for at vide, at jeg godt må være i tvivl.
Så nu er jeg faktisk nysgerrig. Er jeg den eneste, der efter mange år som mor stadig kan føle mig fuldstændig på bar bund? Og har I også oplevet at få et "det er helt normalt", når I egentlig bare havde brug for nogen at snakke med? ❤️